Fra café til sommerhus
Jeg blev kontaktet af en god ven, da han havde været på lauritz.com og set at den ikoniske Café Jorden Rundt ved Svanemøllen på Østerbro, tegnet af Kim Utzon i 2001, var under hammeren.
Han mente, at det kunne blive et fedt hus. ”Hvad synes du?”, spurgte han. ”Helt enig, det kan da blive et super fedt hus – men hvor vil du bygge det?”, spurgte jeg? Han ville gerne bruge det som sommerhus, men vidste ikke, hvor han kunne finde en grund. Men vi var overbevist om, at vi nok skulle finde et egnet sted.
Senere på dagen ringede han igen. ”Jeg fik den sgu! Endda et godt stykke under vurderingen. Hvad gør vi nu?”
Caféen, han havde fået hammerslag på, var et rundt hus. Det var et kæmpe samlesæt, bestående af 16 lige store “lagkagestykker” fra den tidligere café, inkl. alle faciliteter lige fra toiletter, kølerum og køkken til tilhørende brosten, caféstole og borde til udendørs servering.
De mange forskellige dele skulle sammensættes på ny, før det igen kunne kaldes et hus. Caféstykkerne var opmagasineret i Københavns Nordhavn i en kæmpestor hal.
Vi tog sammen til Nordhavnen og kiggede på det fantastiske hammerslag. Det skulle vi nok kunne få et fedt hus ud af, blev vi enige om, men hvor skulle det stå?
Jagten gik ind, og efter et halvt års tid lykkedes det at få en handel på plads med en fantastisk grund på Nordsjælland.
Nu skulle vi så bare have lov til at genopbygge huset på stedet. Efter at have arbejdet med de lokale myndigheder i ca. 1 års tid lykkedes det endelig at få alle tilladelser på plads og vi kunne gå i gang med at projektere huset.
Huset var et puslespil med ens størrelser, men med meget forskellige brikker. Der var trekanter med fast glas, trekanter med døre og vinduer og trekanter med køkkeninstallationer. Der var højtsiddende vinduer og der var smalle og lavtsiddende vinduer. Der var stykker med brædder og stykker kun med glaspartier. Det var både vores og bygherres ønske at bevare så meget som muligt af den gamle café.
Sammen med bygherren lykkedes det efter nogle uger efter at få det store puslespil til at gå op. Den nye indretning var på plads.
Huset er disponeret med en entré, med adgang gennem det gamle hoveddørsparti til caféen. Derudover alrum, stue, tre værelser med adgang til bad og toilet – derudover et orangeri. Der er omkring huset udført terrasser med udvalgte kig til havet. Husets indre uderum er en stor cirkulær terrasse, hvor bræddernes mønster understreger husets overordnede cirkulære form.
I samarbejde med en lokal ingeniør blev der fundet en løsning på, hvordan vi på en fornuftig måde kunne fundere huset. Løsningen blev at anvende nogle kæmpe skruer, der på nænsom måde blev fæstnet i den lidt skrøbelige skrænt, hvor vi ønskede at placere huset. Dette var, udover at være økonomisk fornuftigt, samtidig en fleksibel løsning, der kunne sikre en nøjagtig og korrekt placering af bæringerne for de mange brikker, der skulle pusles sammen.
Med fundamenterne i jorden og indretningen på plads, gik byggeriet i gang. Byggeriet startede, da de store lastbiler flyttede alle delene fra Nordhavnen. Efter ca. 9 måneder var de mange brikker igen samlet til et nyt og lækkert sommerhus for familien.
Huset er opvarmet med luft-til-vand-system. Huset er under processen blevet efterisoleret, og er i dag energioptimeret således at det kan anvendes hele året.